Christians far: 

Johan Christian Molbech  

(1744 -1824)

Christians mor:

Louise Philippine Friderikke Tübel

(1760 - 1829)

 

Johannes far: 

Knud Engelbreth Langberg (1760-1833)

Johannes mor:

Birgitte Marie Jacobsen 

(1769 - 1829)

 

En ny slægtsbog er skrevet. 

Bogen er på 151 sider med en mængde illustrationer og fotos. 


Tryk her for at se den:

Prisen er 280 kr. 

Den kan endnu bestilles hos  

Ib Molbech

molbech@stofanet.dk

Tlf.: 20 666 444 

 Start

Christian Molbech,  

(8. oktober 1783 - 23. juni 1857)

 

  

 

 


 

 

Johanne Kirstine Langberg 

(20. april 1793 - 24. juli 1879).

Blev gift med Christian 

d. 25 oktober 1820. 

Johanne blev kun kaldt Hanne

Deres børn:

Christian Knud Frederik Molbech

 

Hans Langberg Molbech

Om Christians liv og litterære produktion skriver Dansk Biografisk Haandleksikon, bind 2, 1923:

Historiker, Litteraturhistoriker, Sprogmand. F. i Sorø. Blev Student 1802, begyndte at studere Jura, men opgav det, efter 1805 at være blevet Amanuensis ved det Kgl. Bibliotek, for helt at vie sig til litterære Studier. Med Grundtvig sværmede han for Nordens Oldtid, men brød offentlig med ham efter Fremkomsten af ,,Verdenskrøniken” (1812); en Tid var han hyppig og kærkommen Gæst paa Bakkehuset uden dog i Længden med sit noget sygelige Sind at kunne fastholde Kamma Rahbeks Venskab. Som Forfatter fangede han først Læseverdenens Opmærksomhed med sine ”Ungdomsvandringer i mit Fødeland” (1811), en Blanding af Historisk Beskrivelse og følsom Naturbegejstring, og viste sig som lovende Historiker i den med værdig Holdning fortabte ,,Historie om Ditmarskerkrigen” (1813). 1814 grundlagde han Maanedsskriftet ,,Athene”, som han holdt i Gang til 1817 og i den store litterære Fejde gjorde til Partiorgan for Oehlenschläger mod Baggesen. Efter som Aarene gik, voksede hans Produktionstrang, navnlig efter at han 1829 forenede Stillingen som Professor ved Universitetet i Litteraturhistorie med Biblioteksgerningen, trods et formentlig svageligt Helbred og antog, til Skade for Stilens Læselighed og Undersøgelsens Grundighed, en næsten svimlende Højde; der var Tider, da han publicerede over 1000 Sider aarligt. Store Dele af denne Produktion er uhjælpelig hjemfaldet til Glemselen; det gælder hans ,,Forelæsninger over Historiens Filosofi” (2 Bd. 1840—41), hans Fortællinger og Skildringer af den danske Historie” (2 Bd. 1837—40), i hvilke han særlig havde den store Almenhed for øje, hans ,,Forelæsninger over den videnskabelige Kulturs og Litteraturens Historie i den gamle Verden, særdeles i Orienten” (1831) og hans ,,Forelæsninger over den danske Poesi” (2 Bd. 1831—32). Naar han alligevel indtager og altid vil indtage en fremtrædende og ærefuld Stilling i dansk Aandslivs Historie, er det i Kraft af den Overbevisningens Varme og Udholdenhed, hvormed han paa sproglige og rent historiske Omraader viste nye Veje for Forskningen og selv betraadte dem med Værker, der fremmede Studierne og til Dels endnu er uundværlige. Paa en Tid, da Rask samlede Sprogmændenes Opmærksomhed om Islandsk og den gamle islandske Litteratur, fremdrog M. halvt i Trods de gammeldanske Sprogmindesmærker (,, Den danske Rimkrønike” I 825; Henrik Harpestrængs danske Lægebog” 1826; ,,Den ældste danske Bibeloversættelse” 1828; Hr. Michaels danske Rimværker” 1836); han fremhævede de danske Dialekters Betydning for Kendskabet til det danske Sprogs historiske Udvikling og udgav 1833—41 sit Dansk Dialektlexikon”, der endnu ikke har fundet en Afløser, medens hans ,,Dansk Glossarium eller Ordbog over forældede danske Ord fra 13. —16. Aarh.” (2 Bd. 1853—66) er overflødiggjort af Kalkar; 1828—33 udkom Dansk Ordbog” (ny Udg. 1854—59), hans betydeligsle sproglige Arbejde og den Dag i Dag værdig Beundring. Som M. paa Sprogstudiet Omraade var i Pagt med Fremtiden, saaledes ogsaa paa Historie forskningens. Idelig indskærpede han, at man ikke over Oldtiden maatte glemme Danmarks nyere Historie; han understregede, at et Lands Historie ikke udelukkende var Kongernes Historie, men i ligesaa høj Grad det store navnløse Folks, og betonede, at den skulde ses ikke blot indefra men ogsaa med europæisk Udgangspunkt; han var ivrig for at fremhjælpe de topografiske og personalhistoriske Studier som uundværlige Sider af den almindelige Historie. Heller ikke som Menneske var M. ubetydelig, trods det vrantne, irritable Væsen, der var en Fabel for Samtiden, og som gav sig et typisk litterært Udslag i hans haardhændede Kritik af Ingemanns og Hauchs historiske Romaner; at han desuagtet forstod at samle vidt forskellige Mænd til virksomt Samarbejde, viste han, da han 1839 stiftede den danske historiske Forening og overtog Redaktionen af dens Tidsskrift; det er M., der staar som den overlegent rolige Bedømmer af Naturernes Forskellighed, da Grundtvig ønsker det gamle Venskabsforhold genoplivet, og man læser ikke Brevene vekslede mellem M. og Sønnen, uden at faa sin største Sympati hos den gamles Personlighed. — Til det Kgl. Bibliotek var M. knyttet hele sit Liv; han var paa dette Felt en kyndig Mand, hvad hans i sin Tid meget ansete Afhandling Om offentlige Biblioteker” (1829) noksom bærer Vidne om, og forestod i mange Aar med megen Dygtighed Bogkøbet. D. i Kbh. — Gift 1820 med Johanne Christine Langberg, d. 1879.

C.S.P.