Carl Frederiks far: 

Johan Christian Molbech

Carl Frederiks mor:

Louise Vhil. Frederikke Tübell

Catharinas far: 

Hieronymus Schertner

(22. jul 1744 - 21. maj 1819)

Linket fører til en fremmed hjemmeside, der fører familien tilbage til år ca. 1500.

Catharinas mor:

Dorothea Christina Tüchsen

(5. sept.1744 - 12 feb. 1800)

 

En ny slægtsbog er skrevet. 

Bogen er på 151 sider med en mængde illustrationer og fotos. 


Tryk her for at se den:

Prisen er 280 kr. 

Den kan endnu bestilles hos  

Ib Molbech

molbech@stofanet.dk

20 666 444

 

Start

Carl Frederik Molbech. 

(11. juli 1785 - 28. april 1864) 

 

 

Foto, taget af hans datter Marie Louise Molbech, efter maleri af svigersønnen - hendes mand - Fritz Thomsen

Elev på Slagelse latinskole. Student 1803. 

Han arvede moderens sindssygdom og blev  en overgang patient på Frederiks Hospital og Bidstrup hospital.

Teolog med udmærkelse 1810.

Samme år ansættes han som lærer ved den lærde skole i Slagelse, samme skole som han selv havde gået i.

I 1819 ansættes han som teolog/adjunkt i Nakskov, og 1.september 1822 bliver han lektor ved Sorø akademi  i græsk sprog og litteratur, hvorfra han får sin afsked i 1828 i nåde og med ventepenge efter gentagne udbrud af sindssygdom.

Lever derefter først en tid i et hus i Petersborg (uden for Sorø midte), men flytter siden til Frederiksborg (Hillerød), hvor han dør 1864.

Huset i Hillerød findes endnu:

Bliver far til Johannes Carl Hieronymus og  Antonette i Slagelse. Til Anton i Nakskov i 1821 og til  Marie Louise i Sorø 1823.

Carl Frederik bliver 6. maj 1815 gift med

Catharina Maria Schertner  

(20. december 1782 - 19. december 1860)

 

Deres børn:

Johannes Carl Hieronymus Molbech (1816 - 1900)

 

Antonette Molbech  

(1818 - 1821)

Anton Molbech (1821 - 1853)

Marie Louise Molbech  

(1823 - 1907)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frederiksborg (Hillerød), da Carl Frederik med familie boede der - ved det røde kryds.

 

I Soraner-blader Nr. 9 september 1930 er flg. beretning fundet:

AF CARL FREDERIK MOLBECHS LIVSHISTORIE

Af Olaf Carlsen.

Carl Frederik Molbech var født i Sorø 1785 som Søn af Professor ved Sorø Akademi J. C. Molbech; han var således yngre Broder til Historikeren og Sprogmanden Christian Molbech. Fem År efter at have taget den teologiske Embedseksamen med Egregie ansattes han i 1815 som Adjunkt ved den lærde Skole i Slagelse, hvor han selv i sin Tid havde været Elev.

Han besad ikke den samme litterære Produktions lyst og måske heller ikke den samme videnskabelige Forskertrang som Broderen Christian; men han syslede dog, så vidt hans Tid tillod ham det, med græske Sprogs og Litteraturstudier, og til Broderens Tidsskrift »Athene oversatte han Stykker af de græske Historieskrivere Herodot og Thukydid. Det var hans ønske engang at blive Lektor i Græsk ved Universitetet.1

Kort før Molbech blev Adjunkt i Slagelse, havde han indgået Ægteskab med Catharina Marie Schertner. Året efter fødtes Sønnen Johannes, og i Foråret 1818 forøgedes Familien med en Datter, Antonia. Denne Tilvækst i en Familie, der skulde leve af en Adjunkts beskedne Gage, kunde nok skabe trange Kår; »med mine Finanser«, skriver Molbech i et Brev til sin Broder,2 »ser det mådeligt ud«. Jeg har nylig indgivet Ansøgning til H. M. Kongen om Tillæg i min Gage. Gud ved, jeg har Arbejde nok for den Smule Gage!!

De økonomiske Besværligheder tvang ham til at se sig om efter et bedre Embede, og især fordi hans Forældre ønskede det og rådede dertil, besluttede han sig til at søge et Overlærerembede i Nakskov. - »Gud give« udbryder han i den Anledning,3 »det må blive til vort Held! Jeg håber og tror det. I Fortrøstning til, at han ved denne Forflyttelse vilde blive befriet for sine værste Bekymringer, indgav han da sin Ansøgsning.4

Det trak imidlertid ud med den kgl. Resolution, og Molbech frygtede derfor, at han skulde komme i Forlegenhed med Hensyn til Huslejlighed i Nakskov. Han har utvivlsomt haft temmelig sikkert Løfte om Embedet, siden han en Tid tænkte på at rejse ned til Nakskov og sikre sig en Lejlighed; men han opgav igen denne Tanke, da han fandt det upassende at fores tage et sådant Skridt, inden Resolutionen var faldet. For at fremskynde Afgørelsen anmodede han Broderen om at tale med »den ædle Mynster« eller med Engelstoft, der jo begge var Medlemmer af Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler.5

Den 13. Marts 1819 fik han endelig den længe ventede Udnævnelse; den betød en Forfremmelse i mere end blot økonomisk Henseende, og den endnu ikke 34 År gamle Molbech, der kun havde virket fire År i Statens Tjeneste, kunde med god Grund mene, at Universitetsdirektionen var ham særdeles bevågen. Opfyldt af Tillid og Håb rejste han da til Nakskov for at tiltræde sit Embede. Han kom imidlertid snart til at føle sig både ensom og forladt i den afsidesliggende, lollandske Købstad, og da også Syg dom trådte til, idet Klimaet på Lolland viste sig at være »ufordrageligt« for den hele Familie, tog hans Hang til Hypokondri hurtigt Overhånd. Allerede som ganske ung havde Molbech haft alvorlige Anfald af Tungsind; det første af disse synes at være ind trådt Året før han blev Student. I Anledning af den Modløshed, der dengang greb ham, havde Broderen Christian talt stærke Ord til ham om Menneskets Pligter og Menneskelivets Hensigt her på Jorden, som man ikke kunde efterkomme, når man - som Carl Frederik - hengav sig til »en Traurighed og Modløshed, som sløver Sjælens Kraft, betager den sin ædle Virksomhed og gør den hård og udygtig til at modtage blide Indtryk eller besjæles af nogen ædel og værdig Følelse. Ja, ikke alene Sjælen selv svækkes og sløves ved en sådan Sindsstemning; men«, fortsætter han, »den har ofte en mægtigere Indflydelse på Legemet end de hårdeste Sygdomme og gør os følgelig aldeles uskikkede til at opfylde vore Pligter som Menneske og Borger, da den berøver både Sjæl og Legeme deres Kraft«.

For Christian Molbech var det kun »den fejge Nidding«, der lod sig indtage og beherske af en sådan Sindslidelse. Det fornuftige Menneske - skriver han - giver ikke op, selv om alle Håb og Forventninger brister; han henfalder ikke i Fortvivlelse, men viser Mod og Standhaftighed, når Mismodet truer med at undergrave hans Sundhed og berøve ham hans Tilfredshed. - »Så trodser i Århundreder den dybt rodfæstede Eg de rasende Storme, så står Klippen urokket i et Svælg af frådende Bølger og hvirvlende Vindstød og - beler deres Afmagt.«7

Det var denne Kraft og Viljestyrke, C. F. Molbech manglede, når han mødte Livets Besværligheder; han følte sig afmægtig over for ydre, ugunstige Forhold, og hvis han ikke tilstrækkelig hurtigt udfriedes af dem, bukkede han under og mistede ikke blot sin Arbejdslyst og Virketrang, men selve Livsmodet. Han formåede ikke i Modgangens Dage at afvinde Livet dets Lyssider og at finde Glæde og Berigelse ved åndeligt Arbejde alene. Der var på dette Område en ejendommelig Forskel mellem ham og Broderen.

Da de Forhåbninger om bedre og lysere Forhold, hvormed han var rejst til Nakskov, så hurtigt bristede, tænkte han straks på at komme bort fra den By, hvor Opholdet syntes ham uudholdeligt. Han bad derfor Christian om at tale med Mynster og forhøre sig om Muligheden for en snarlig Forflyttelse. Udsigterne hertil var imidlertid, ret fjerne, og Molbech frygtede nu for, at den bestandige Sygelighed i Familien skulde fremkalde et så nedslående Mismod hos ham, at der ikke blev andet for ham at gøre end at søge sin Afsked; men han fandt, at en Landsbypræsts Stilling for ham vilde være den mest vanskelige. Dels følte han sig heller ikke værdig til at beklæde »det værdigste Embede«, og dels besad han ikke »den mindste Geist« af Veltalenhed; endelig frygtede han også for Bispeeksamen, »hvor B. Münster skal gå meget i Detail i Dogmehistorien og hvor jeg, rent ud tilstået, er meget tynd«. Han havde derfor - »desværre« - ikke Mod til at søge Præstekald.8

Molbech fandt sin Eksistens og Stilling både som Embedsmand og Studerende lidet behagelig. »Tonen iblandt Embedsmændene,« skriver han i et af sine Breve til Broderen,9 »er her meget slet, og »ein Geist der Verleumdung« synes her ret at have sin Residensstad. Med mine Kolleger stemmer jeg kun lidet i Grundsætninger og Følelser. Fjernet fra næsten al videnskabelig Kommunikation indskrænker sig min videnskabelige Omgang næsten alene til mine få Bøger. Dette foruden meget andet har da også haft en fordærvelig Indflydelse på min Sindsstemning, der aldrig, så vidt jeg mindes, har været så mørk og sørgmodig som nu; ja, jeg tror næppe, at du kan længes mere tilbage til Fædrelandet,10 end jeg efter at komme fra Lolland til Sjælland. De eneste, jeg her i Egnen omgås, så ofte det forundes mig, med sand Interesse og Føde for Ånd og Hjerte, er Biskop Boisen i Vesterborg og Dr. Møller i Købelev; men jeg har desværre kun sjælden Lejlighed til at omgås disse vakre Mænd. Den Molbechske Familie i Nakskov levede derfor stille og tilbagetrukkent og aflagde ikke ofte Besøg hos andre Familier i Byen; men så meget desto oftere tog man sig en frisk Spadseretur til Sæbyholms Skov, på Volden eller ved Stranden.11 Som Broderen Christian var også C. F. Molbech en stor Naturelsker.

Hvad der holdt ham oppe under disse Forhold, hvor han følte sig som i en Slags Forvisning, var det endnu ikke opgivne Håb om en nær forestående Forflyttelse. Mynster og Engelstoft havde nemlig begge lovet at ville virke alt muligt for ham; - »men Gud ved«, bemærker han hertil, »når en Lejlighed vil åbne sig; denne får jeg da tålmodig 'oppebie. « Det havde været Molbech en stor Trøst og Opmuntring, at han under en Samtale med Engelstoft i Sommerferien 1820 havde erfaret, at denne huskede og vedgik, at han under den Forudsætning, at Direktionen vilde sørge for hans »snarest mulige Forflyttelse til Sjælland«, havde bestemt sig til at søge Embedet i Nakskov. Trods alle Løfter og Forsikringer nærede han dog Frygt for, at man skulde glemme ham, og han opfordrede Broderen til at anvende al sin Indflydelse hos Direktionen, så han jo før jo hellere kunde se sit højeste ønske opfyld.12

Chr. Molbech, der altid havde omfattet sin sygelige og hypokondre Broder med den varmeste Deltagelse og stadig vist Interesse for hans Anliggender, forstod fuldt ud, hvad det her gjaldt, og han gjorde alt, hvad han formåede, for at Broderen kunde komme bort fra Nakskov.

Da det dog stadig trak ud med Forflyttelsen, fordi der ikke blev noget Overlærerembede ledigt, fandt Molbech en anden Udvej, idet han erklærede sig vil lig til at nøjes med et Adjunktembede, hvis han måtte beholde Prædikatet af Overlærer. I en udførlig begrundet Ansøgning af 12. Marts 1821 fremsendte han dette Forslag til Direktionens velvillige Overvejelse. Han håbede - som han skrev i et lidt senere Brev til Broderen' - at det herved skulde lykkes ham at blive udfriet af sin daværende »yderst ubehagelige Stilling og modbydelige Opholdssted«, så han kunde genvinde de uvurderlige Goder, alle i Familien havde mistet: Sundhed, Tilfredshed, Glæde og Åndsmunterhed.

»Det er den Kongelige Direktion bekendt, hedder det i denne Molbechs Ansøgning,14 »hvor såre ugunstigt og fordærveligt det lollandske Klima er for min og mines Helbred, som dagligen mere og mere ned brydes, uagtet vi dog her fører den samme mådelige, ordentlige og tarvelige Levemåde som stedse tilforn. Således har mine Børn, der i Sjælland nød en uafbrudt blomstrende Sundhed, i de 2 År, jeg nu snart har tilbragt i Nakskov, 8 Gange haft Tredjedagsfeber, foruden andre langvarige Sygdomme, som Lægen har erklæret at være begrundede i Klimaets Indvirkning. Og dog plejer Børn lettest at akklimatiseres.

Under disse hyppige Sygdomme og denne uafladelige Sygelighed lider også min Sindsstemning over måde meget ved den stedse stigende Utilfredshed med min nuværende Stilling, hvorved jeg efterhånden taber min Åndsmunterhed, der i alle, især i mine Kaldsforretninger, er så fornøden for at virke med Kraft og Held, hvilken jeg derfor også, så vidt det blev mig givet, har stræbt at vække og nære. - Man vil da vist finde det naturligt, at det er mit inderligste ønske, så snart som muligt, at blive forflyttet til et sundere og bedre Opholdssted, hvor jeg kunde genvinde, hvad jeg her har tabt.

Jeg beder og bønfalder derfor underdanigst den Kongelige Direktion i eget og Families Navn, at det højgunstigst måtte vorde mig forundt ved første Lejlighed at ansættes ved en af Skolerne i Sjælland, allerhelst i Frederiksborg, hvor jeg ved Slægtskabsbånd, mangeårige, trofaste Venskabsforbindelser, den større Nærhed af Universitetet og de paradisiske Naturomgivelser vilde føle mig usigelig lykkelig og inderligen husvales for, hvad jeg her har lidt og lider.

Blandt flere Grunde, hvorfor jeg helst ønskede at ansættes i Sjælland, tager jeg mig underdanigst den Frihed at anføre følgende: i Sorø lever min ærværdige Fader, en Olding, som om tvende Måneder tæller 77 År, [og] som i et halvt Århundrede har været offentlig Lærer ved Akademiet, hvis blomstrende Periode, hvis Aftagende og sørgelige Undergang, han har oplevet; der lever min ulykkelige Moder, som i 26 År har været hjemsøgt af smertefulde Sygdomme. Det er mit Hjertes største Trang, som mit kæreste ønske, nu og da, når Lejlighed dertil forundes mig, at kunne ved min Nærværelse og Omgang forsøde disse mine højt elskte, i Livets bittreste Skæbner hårdt prøvede Forældres dybe og kummerfulde Ensomhed i de Dage, den Algode endnu vil tildele dem, ligesom de også selv deler denne Trang og dette ønske med mig. Men denne Salighed kan nu kun sjælden og ikke uden stor Bekostning falde i min Lod. Ansat ved en af Skolerne i Sjælland vilde jeg dog altid 3 eller 4 Gange om Året for en mådelig Udgift kunne glæde dem ved mit Besøg. Desforuden hænger mit Hjerte fast og uadskilleligt ved det elskte Sjælland. Jeg ved, at dette vil kaldes, hvad det måske også er, - en Svaghed; men denne Hjemve er så dybt rodfæstet i min Natur, at den kun vil ophøre med mit Liv.«

Til Slut udtalte Molbech Håbet om, at Direktionen vilde finde hans Motiver antagelige og at man i Betragtning af at han havde Udmærkelse såvel til første og anden Eksamen som til sin Embedseksamen og at han havde udført sin Gerning som kongelig Embedsmand til alle sine Foresattes Bifald og Tilfredshed heller ikke vilde finde hans ønsker ubeskedne, - da han ikke gjorde Fordring på at beholde sin Gage som Overlærer hvis han fik det eftertragtede Adjunktembede i Frederiksborg der forventedes snart blive ledigt - eller i øvrigt et hvilket som helst andet Adjunktembede, når det blot var på Sjælland. Samtidig hermed henvendte Chr. Molbech sig til Mynster for at støtte Broderen i hans Bestræbelser, og i et Brev af 20. Marts kunde han meddele denne, at Mynster vel havde udvist stor Interesse for ham og udtalt sig deltagende om hans ulykkelige Forhold; men han havde tillige gjort opmærksom på, at det fra Direktionens Side havde været ment som en gunstig Forfremmelse, da man udnævnte C. F. Molbech til Overlærer.

Herpå svarede denne, at han heller aldrig havde betvivlet, end sige benægtet, at Direktionen ved den omtalte Udnævnelse havde villet favorisere hans Forfremmelse; Direktionen kunde jo ikke på Forhånd vide, at den derved vilde gøre ham »meget - ja, meget ulykkelig. «15

Mynster havde endvidere ladet den Udtalelse falde, at Molbech kunde være temmelig sikker på det første Overlærerembede, han måtte ønske sig. Efter retningen herom bevirkede, at han nu - om end med megen Overvindelse - bestemte sig til at opgive ønsket om den første, ledige Adjunktstilling på Sjælland. Måske har Budskabet om Sorø Akademis Genoprettelse ikke været uden indflydelse på denne Beslutning; i det samme Brev, hvori han meddeler Broderen sin nye Plan, udtrykker han nemlig først sin Glæde over, »at Sorø Akademis Føniks nu snart synes at ville hæve sig af sin Aske, og dernæst tilstår han, at dette har vakt hans Forhåbning om engang at blive så lykkelig at kunne tælles blandt »de did hen prædestinerede. - Ved Sorø Akademis Skole måtte der vel kunne blive et Overlærerembede for ham, og i denne ikke fjerne Mulighed fandt han sikkert fornyet Styrke til endnu en Tid at lide og sukke under de ugunstige Forholds Tryk.

Den antagelig lysere Stemning, som de her nævnte Efterretninger, må have fremkaldt hos Molbech, fik en brat Afslutning, idet han pludseligt ramtes af et Slag så hårdt, at han sank ned i den sorteste Fortvivlelse. Den 6. April 1821 døde Datteren Antonia, efter at der var stødt Mæslinger til et Angreb af den Tredjedagsfeber, der nu havde plaget hende syv Gange i de to År, Familien havde boet i Nakskov. Ud fra vort Kendskab til de Følelser, Molbech nærede over for dette Sted, hvor Livet stedse havde været ham uudholdeligt, forstår vi kun alt for godt, hvor ledes Tabet af Datteren som Bytte for det lollandske Klima må have virket på den ulykkelige Fader, og vi kan derfor heller ikke undre os over, at han nu var fuldt og fast besluttet på for enhver Pris at komme bort fra den for ham så ulykkelige By, hvor han daglig mere og mere begravedes »i den mørkeste Hypokondri, hvorved, som det hedder i hans Brev til Broderen, »mit Nervesystem ikke lidet angribes. «16

Da han anså Muligheden for en Ansættelse som Lærer ved Skolen i Sorø både for meget usikker og fjern, genoptog han sin tidligere Plan om at søge den Adjunktplads i Frederiksborg, som ventelig med det første vilde blive ledig.

Allerede Dagen efter, at Molbech havde meddelt Broderen dette, forfattede han sin Ansøgning;17 han kunde dog ikke slå Tanken om Sorø af Hovedet, og hvor stærkt grebet han end var af sine fortvivlede Følelser og den blotte Tanke om at komme bort fra Nakskov, synes det, som om han alligevel i dette øjeblik gjorde sig det klart, at det Skridt, han nu var i Færd med at tage, kunde få afgørende Betydning for hans Ansættelse i Sorø; thi fik han nu det eftertragtede Adjunktembede i Frederiksborg, opnåede han måske næppe foreløbig at blive ansat i Sorø.

I sin Ansøgning tog Molbech derfor først og fremmest Sigte på Sorø; han anførte ikke noget bestemt Fag, hvori han helst vilde ansættes, - formodentlig for ikke at begrænse sine Chancer, men overlod det til Direktionen selv at vælge blandt dem, hvori han måtte anses for mest duelig. De Videnskaber, i hvilke han efter egen Formening havde bragt det videst, var: Teologi, græsk og latinsk Filologi, det franske, tyske og italienske Sprog og Botanikken. Han henviste til sin Skrivelse af 12. Marts, hvoraf det var Direktionen bekendt, »hvor yderst magtpåliggende det var for hans og Familiens Helbreds Skyld »jo før, jo hellere at blive forflyttet fra Nakskov. - Skulde man imidlertid ikke kunne love ham en Ansættelse i Sorø, eller hvis der endnu vilde hengå lang Tid, inden den soranske Stiftelse blev organiseret, var det hans subsidiære ønske at få Adjunktembedet i Frederiksborg.

Trods det ringe Håb, Molbech nærede om at få sit højeste ønske opfyldt, vilde han dog ind for at tale med Direktionsmedlemmerne.18 Den 1. Juni kom han til København. Den Modgang og Sorg, han havde mødt under sit Ophold på Lolland, havde sat sit tydelige Præg på ham. »Jeg fandt hans Udseende« skriver Chr. Molbech i sin Dagbog, »nedslået og temmelig forandret, næsten ældet. «19

Udbyttet af Københavnsrejsen synes at have givet ham nyt Håb; thi i næsten et helt År forholdt han sig tavs og afventende, skønt Embedet i Frederiksborg blev givet til en anden nogle Uger efter Besøget i Hovedstaden. Når Molbech ikke har udtalt nogen Skuffelse i Anledning af denne Udnævnelse, tyder det jo på, at han havde fået Løfte om at komme til Sorø. Hermed har han da slået sig til Tåls; men i Maj 1822 følte han påny, at alt igen var ved at styrte sammen for ham. Grunden hertil var et Forlydende om, at han ikke vilde blive blandt de udvalgte, der kaldtes til Sorø. Dette Forlydende stammede sikkert fra Faderen, den gamle Professor i Sorø, der over for Sønnen Christian havde fremsat stærk Tvivl om Muligheden af Carl Frederiks Ansættelse ved det nye Akademi; »thi der er næppe« - skriver han - »Em beder nok for de doktorerede, besvogrede og beslægtede. «20

Mere end nogensinde før følte den stakkels Molbech sig forladt og svigtet; han var ved at miste sin Tro til Menneskene, ved at blive bitter på dem; af et Brev til den Broder, der altid havde været hans nærmeste og fortroligste Ven, ser vi, hvorledes Tvivl og Håb brødes i hans forpinte Sjæl.

»Det lader altså til, « hedder det i dette Brev,21 »at mit skønneste Håb om at blive ansat ved Sorø vil blive skuffet? Jeg skulde da ikke engang agtes værdig til at erholde en Overlærerpost ved S k o l e n ? Formodentlig fordi jeg ikke har Doktorgraden? Eller måske snarere, fordi man aldrig, end ikke på fjerneste Måde, har tænkt på at ansætte mig der? På Håbets Vinger løftede man mig altså op, at jeg skulle se ind [i] min Himmel, hvilken man dog ikke vilde, jeg skulde nå!! - Engelstoft, Engelstoft!!! og . . .? Hvor bliver nu for Fremtiden min Tillid til Mennesker?! Hvorfor lokkede man mig dog med tomme Løfter fra mit kære Sjælland, hvor jeg var lykkelig, til denne fatale By, hvor jeg siden min Ankomst føler min Helbred og Tilfredshed alt mere og mere at ned brydes; hvor jeg føler mig så ulykkelig - så ulykkelig! Hvorfor nægtede man mig at blive Adjunkt i Frederiksborg? Måske fordi ikke jeg, men Candid. Gad var forlovet med Stiftsprovst Clausens Datter?!22 Dog - måske er mit Håb endnu ikke ganske udslukt? Den 6. Maj tilskrev jeg Geh. Konf. Malling og d. 13. s. M. Dr. Mynster. Det vil da vel snart blive opklaret, når jeg modtager Svar fra Mynster; fra Malling tør jeg ikke vente Brev.

Mit kæreste ønske med Hensyn til min Fremtids Stilling var at blive ansat som Lektor i det Græske ved Gymnasiet i Sorø23 eller som Overlærer ved Skolen sammesteds, hvorfra jeg da vel kunde adspirere til Lektoratet. Min Johannes er nu snart 6 År gammel; om 4 eller 5 År kunde jeg da sætte ham i Sorø Skole, hvor jeg helst vilde have ham. Hvilken Glæde for mig! Og nu den Lykke, at jeg nærmere og lettere kunde være vore elskte Forældre til Hjælp og Støtte i deres Alderdom! Skulde nu denne Plan ikke lykkes mig, vilde jeg dog stræbe af alle Kræfter det snareste muligt at blive forflyttet til en anden Skole i Sjælland. Men vilde man da nu endelig og for Alvor bryde et mig bestemt og udtrykkeligen givet Løfte, uden hvilket jeg ikke havde forladt Sjælland, end ikke under de allerfordelagtigste Betingelser, da havde jeg bestemt at forlade Skolevejen og søge mig et godt Landsbypræstekald, hvilket Hans Maj. vist ikke vilde nægte mig. Her kan jeg umuligen udholde det uden at forkorte mine Dage. Derfor, hvis mit Håb om S o r ø skulde glippe, og der ikke med det samme kunde blive en Plads vakant ved en anden Skole i Sjælland, som man af Barmhjertighed vilde unde mig, måtte og vilde jeg jo helst attrå at forflyttes som Overlærer til Nykjøbing, hvor jeg både vilde komme Sjælland nærmere og i nogle væsentlige Punkter have det (sandsynligvis) ulige bedre end i Nakskov.

På Chr. Molbech må dette Brev have virket som en yderligere Ansporelse til at gøre alt, hvad der stod i hans Magt, for at bringe Broderen ud af de Forhold, som han sikkert ikke uden Ængstelse havde set ham leve under i de sidste tre År. Det var alene Udsigten til en nær forestående Forflyttelse, der havde holdt ham oppe, og hvis denne nu udsattes på ubestemt Tid, turde Chr. Molbech ikke uden alvorlig Uro tænke på Broderens formørkede Sindstilstand.

Resultatet af sine Anstrengelser kunde han meddele ham i to Breve af 13. og 14. Juli; de genoplivede og befæstede C. F. Molbechs Tro på, at hans »kæreste ønske på Jorden skulde blive opfyldt, - og det, just som han var ved at opgive Håbet derom. Han bevidnede da også Broderen den uudsigelige Glæde, disse Breve havde beredt ham.24 - »Taknemmelig og ydmyg tilbeder jeg det algode og alvise Forsyn, hvis Hånd, når den råder, både kan og vil læge. Modtag også Du, kære Christian, ved disse Linjer den uskrømtede Ytring af mit Hjertes inderligste Taknemmelighed for den varme og virksomme Iver, hvormed Du, som min Talsmand hos Vedkommende, uafladeligen har stræbt at fremme mit så dyrebare Anliggende. Give Gud, at det måtte forundes mig at kunne gengælde Din Godhed! Min Glæde er ubeskrivelig. Det er, som når en venlig Genius åbner Fængslets Dør for Fangen, der, sammenknuget af tunge Lænkers Vægt, sukker efter Betrie1se.«

I de samme Dage foretog Direktionen den med så stor Spænding imødesete Indstilling angående de endnu ikke besatte Lektorater og Adjunktposter ved Sorø Akademi og Skole.25

Til Lektor i græsk Sprog og Litteratur indstilledes Carl Frederik Molbech, idet man motiverede dette med, at han havde gjort det græske Sprog »til sit Hovedstudium og i flere År, først som Adjunkt i S1agelse, siden som Overlærer i Nakskov, deri bevist sig at være en fortrinlig Lærer, ligesom han og ved i Trykken udgivne Oversættelser har godtgjort videnskabeligt Privatstudium. Efter dette saglige Motiv fremførte man et andet af mere personlig Art, der viser, at man fra Direktionens Side tillagde hans soranske Afstamning en ikke ringe Betydning; man tog nemlig heraf Anledning til at formode, at Molbech i sin Egenskab af Soraner i særlig Grad følte sig knyttet til Sorø og derfor med des større Lyst og Iver vilde arbejde og virke til Ære og Gavn for det nye Akademi. - »Da han derhos er født og opdraget i Sorø, hedder det til Slut i Direktionens Forestilling, »og anser det for den største Lykke at komme til dette Sted, er det at formode, at Opfyldelsen af dette hans inderligste ønske vil skaffe Akademiet i ham en desto virksommere og gavnligere Lærer.

Den 23. Juni 1822 nåede C. F. Molbech sine Længslers Mål, og den 1. September tiltrådte han sit nye Embede i sikker Forventning om at gå ind til en lys og lykkelig Fremtid. Foreløbig tegnede alt også godt, og endnu den følgende Sommer skriver han om den Lykke og Glæde, han følte over at have fået Lov til at leve og virke på det Sted, hvor der for ham var »så smukt som ingen andre Steder på Jorden, og, tilføjer han, »jeg takker den algode Gud hver Morgen, jeg vågner i mit så kære, så inderlig elskte S o r ø.«26

Denne Tilstand af Fred og Lykke blev dog ikke af lang Varighed; thi det Uvejr, der lige siden Molbechs Ankomst til Sorø havde ligget og luret bag de vanskelige Forhandlinger om hans og hans Forældres Boligforhold, brød løs med en Voldsomhed, der rystede hans i Forvejen svækkede Helbred i en sådan Grad, at han bragtes helt ud af sin åndelige Ligevægt.

Den Bolig, som den gamle Professor Molbech hidtil havde beboet, og som endnu bærer hans Navn, var af Direktionen blevet tildelt Lektor L. A. Rothe; men så længe denne ikke var vendt tilbage fra sit Studieophold i Frankrig, havde Molbech fået Lov til at blive boende i sit gamle Hjem. I det forløbne År havde imidlertid både han og hans to Sønner gjort sig ihærdige Anstrengelser for at undgå den forestående Flytning, som det især var vanskeligt for Fru Molbech at forsone sig med.

C. F. Molbech, der omfattede sine Forældre med ægte sønlige Følelser, og som gerne vilde være noget for dem i deres sidste Leveår, havde ønsket at bytte Embedsbolig med Lektor Rothe for da at overlade Forældrene en Del af Huset; men Fru Molbech, der ikke elskede sine Børn lige højt, vilde ikke bo sammen med denne Søn, som ikke stod hendes Hjærte synderligt nær.27 Chr. Molbech havde i den Anledning appelleret stærkt til Faderens Vilje og opfordret ham til med Bestemthed at erklære, at han vilde blive hos sin Søn.28 Dette synes at have virket; thi Fru Molbech samtykkede nu i, at hun nok vilde flytte ovenpå; men Svigerdatteren var ikke stemt for et sådant Husfællesskab, da hun - sikkert ikke uden Grund - mente, at det vilde skabe adskillig Misfornøjelse hos begge Parter.29

Der kom dog intet ud af disse Forslag og Drøftelser, da alle Henvendelser til såvel Direktionen som til Lektor Rothe var frugtesløse. Lektor Molbech, der ikke vilde risikere, at hans Forældre en skønne Dag skulde blive husvilde, lejede derfor en Lejlighed til dem hos en Bagermester i Byen; hans Moder erklærede imidlertid, at hun aldeles ikke vilde bo der; hun krævede derimod, at Sønnen skulde overlade Forældrene sin egen Gård; men dette vilde han ikke hverken for sin Hustrus eller sine Børns Skyld. Det var umuligt at bringe Moderen fra denne »Urimelighed - »det er blevet ligesom en I d e a f i x a hos min Kone,« skriver Professor Molbech,30 »hver Dag kommer hun grædende til mig for at tale om denne ulykkelige Sag, som dog umulig er at forandre. Nu vil hun skrive til Stemann, som er til ingen Nytte [sic!], hvilket jeg forgæves har forestilt hende.« Den bekymrede Mand bad Sønnen Christian forsøge på at tale Moderen til Rette. - »Du ved, min gode Christian, hvilken Tillid din Moder har til dig. Skriv hende derfor til med første Post og stræb at bringe hende til Raison.«

Da Rothe i Oktober 1823 tiltrådte sit Embede, måtte Professor Molbech flytte ud af det Hus, der havde været hans og hans Hustrus Hjem i over 30 År. Skylden herfor tillagde Fru Molbech Sønnen Carl Frederik, og hun skal have skrevet Breve til ham, hvori hun lyste sin timelige og evige Forbandelse over ham. Molbech blev grebet af en forfærdelig Fortvivlelse, og han, der ellers var blid og eftergivende,31 fik hæftige Vredesanfald og forfulgtes desuden af sygelige Forestillinger.32 Hans Moder kom dog på andre og bedre Tanker, da hun først havde overstået den Flytning, som hun ikke havde kunnet tåle at tænke på, og hun »skrev ham da til - fortæller Daugård - »og bad ham komme til sig, at de kunde forsones med hinanden. Så snart han fik Brevet, vilde han straks af Sted, og det var med Nød og næppe, at man fik ham til at bie, indtil Dr. Wendelboe var kommen hjem fra Landet. Denne fulgte ham da derhen og var Vidne til den sørgelig rørende Scene. Man havde ventet gode Følger deraf; men Natten derefter var han allermest urolig, og nogle Dage efter blev han »under Opsigt af nogle håndfaste Karle bortført til Bidstrup.«

Molbechs Tilstand bedredes siden så meget, at han kunde vende tilbage til Sorø og overtage sit Embede. Bedringen varede dog ikke længe; Forholdene og Omgivelserne i Sorø øvede sikkert efter det forefaldne ikke nogen heldig Indflydelse på hans Sind, og efter gentagne Udbrud af Sygdommen33 afskedigedes han i 1828 i Nåde og med Vartpenge. Han boede derpå tørst en Tid i et Hus i Pedersborg,34 men flyttede sis den til Frederiksborg, hvor han døde i 1864.

 

NOTER

1 Ny kgl. Saml. 4to 2336, VII, 2. Brev af 12. Jan. 1816 fra C. F. Molbech til Chr. Molbech.

2 Brev af 18. Okt. 1818.

3 Brev af 22. Jan. 1819 til Chr. M.

4 Universitets- og Skoledirektionens Arkiv. Referats og Resolutionsprotokol 2A 1710/1819.

5 Brev af 17. Febr. 1819.

6 Referat og Resolutionsprotokol 2A 1736/1819.

7 Brev af 2. Marts 1802. Det er altså ikke rigtigt, når Dr. Henrik Ussing anser Anfaldet i 1805, efter Hjemkomsten fra en Norgesrejse, for at være det første Tilfælde af Molbechs Sindssygdom. Breve til Carl Frederik Molbech. Årsskrift fra Sorø Skole 1917, S. 33.

8 Brev af 2. Sept. 1819.

9 Brev af 6. Febr. 1820.

10 Chr. Molbech opholdt sig på Studierejse i Paris.

11 Brevet af 2. Sept. 1819.

12 Brev af 8. Okt. 1820.

13 Brev af 28. Marts 1821.

14 Referat og Resolutionsprotokol 2 B 1602/1821.

15 Brev af 28. Marts 1821.

16 Brev af 15. Apr. 1821.

17 Universitets og Skoledirektionens Arkiv. Diverse Sager. I. Ansøgninger vedr. de lærde Skoler og Sorø Akademi.

18 Brev af 17. Maj 1821 til Chr. M.

19 Årsskrift fra Sorø Skole 1917, S. 29.

20 Brev af 11. Maj 1822.

21 Brev af 16. Maj 1822.

22 Cand, theol. Peter Christian Stenersen Gad udnævntes

d. 23. Juni 1821 til Adjunkt i Frederiksborg; d. 4. Sept. s. A. ægtede han Sophie Georgia Clausen, Datter af Stiftsprovst, Dr. theol H. G. Clausen.

23 Molbech bruger her Ordet Gymnasium i tydning som en højere Undervisningsanstalt, fører Eleverne videre end Latinskolen,

24 Brev af 21. Juli 1822.

25 Forestilling Nr. 843 af 18. Juli 1822.

26 Brev af 1. Juni 182.

27 Christine Daugård: Biskop Daugård I, S. 320.

28 Ny kgl. Saml. 4to 2336, VII, 1. Brev af 20. Aug. 1822.

29 Brev af 29. Aug. 1822 fra J. C. Molbech til Chr. M.

30 Brev af 22. Juni 1823.

31 Også Peder Hjort omtaler hans store Godhed. Udv. af Breve. Kbh. 1867, S. 9J.