Antons far: 

Carl Frederik Molbech

Antons mor:

Catrine Marie Schertner


Carolines far:
Matthias Pedersen

Carolines mor:
Maria Elisabeth Bredstedt

En ny slægtsbog er skrevet. 

Bogen er på 151 sider med en mængde illustrationer og fotos. 


Tryk her for at se den:

Prisen er 280 kr. 

Den kan endnu bestilles hos  

Ib Molbech

molbech@stofanet.dk

20 66 64 44

 

Start

Anton  Molbech 

(7. februar 1821 - 5. januar 1853). 

 

Født i Nakskov og blev som sin storebror student fra Frederiksborg lærde skole (Hillerød). Anton var både kunstmaler og almindelig malermester. Billedet herunder er malt af ham. Det forestiller møllen i Dronningmølle. Blev gift med Caroline Wilhelmine Pedersen d. 12. november 1847 i København.

 

 

Caroline Wilhelmine Pedersen, 

(12. december 1815 - 

 

Efter Antons død giftede Caroline Wilhelmine sig igen, og blev kaldt fru Jensen af børnehjemsbørnene, når hun besøgte sin datter Antonie, der var forstanderinde på Roskilde Børnehjem. Caroline var en fyldig - "svær" - dame.

 

Deres børn:

Frederikke Maria Louise Henriette Molbech  

(1848 - 1895). 

 

Caroline Antonie Molbech,  

(14. februar 1852 - 12. maj 1919). Kaldet Antonie, født i Køge. 

 

 

 

Herunder følger en beretning - Det Gamle Hjem - om Antonie:

DET GAMLE HJEM

AF THORA BERTEL-HANSEN

 

BØRNEHJEM, opført År 1882, sådan står der på den lille hvide Plade dernede på det gamle Hjem, som Pastor CARL TOLSTRUP var Stifteren af og Sjælen i; en ædel, stout Skikkelse, som trods det, jeg kun var 4 År gl., da han tog mig op på sin Skulder til Asylets Julefest. uudsletteligt står indprentet i min Hukommelse; ham skylder vi, at vort Hjem fik den private Karakter, som Opdragelsesanstalter ellers må savne. Ære være Mindet om ham, som den Forjættelsen opfyldes på: »Hvad I have gjort imod een af disse mine Små, det har I gjort imod mig.

Men rejste Pastor Tolstrup Børnehjemmet på privat Initiativ og Gaver og opholdt det ved sådanne sammen med disse prægtige Roskilde-Borgere, som for os Børn stod som særlig ophøjede Mennesker — Fru TOLSTRUP, Fru og Frk. STEFFENSEN, Boghandler FLENSBORG, Købmændene WILLUMSEN, ÅRESTRUP, SCHRAM, Frk. HEDEMANN og mange flere — så førte Frøken ANTONIE MOLBECH, vor »Plejemor« — det rette Navn — Hjemmet igennem netop som Privathjem; dér kunde man med Rette sige som Englænderne, at vort Hjem var vor Borg, hun var vel nok vort Værn, om nogen, der går i Mors Sted, har været det. Plejemor begyndte ikke sammen med det nyoprettede Hjem, hvis Begyndelse var oppe bag Banen; men efter at have »lært« inde på Ryesgades Børnehjem i København hos Frk. HENRIETTE BECHMANN — de blev Venner for Livet, ugentlig vekslede de opmuntrende Breve, kom hun i Året - det var dog vist 83 - til Roskilde og virkede der i 25 År. Hun lukkede ganske af bag sig for Selskabelighedog Familieliv og ofrede fuldstændig sin Børneflok al sin Tid, Evner og Interesse. Kun Plejemoders gamle Moder kom i Sommerferien, det syntes vi var meget spændende, særlig når vi var oppe i Tordenvejr. Det var Reglen, at alle, som sov ovenpå, skulde stå op og komme nedenunder, og Fru JENSEN (hun var gift 2. Gang) måtte derfor også op og mødte der i Uldklokke, Natkappe og Nattrøje til vi Ungers udelte Fornøjelse. Hun kendetegnede for resten en sådan Tordenvejrsnat Plejemoder som Hønen med Kyllingerne, da vi i vor Angst krøb bag hende — og sådan var hun — beskærmende; dejligt at få et Stykke Honningmad sådan en Nat. Vi havde selv Bier, og stor var vor Beundring og Forundring, når Plejemoder med Hat og Bislør og lang Pibe i Munden tog Honningen fra Bierne; men hvor så hun ud af Bistik — hun lukkéde sig altid inde nogle Timer efter den Bedrift, for hun var ganske ukendelig straks af Hævelse. En trofast Hjælper og Lærer havde hun i gamle Gartner MEJER, som boede på Duebrødre Kloster, vi kaldte ham Bedstefader og holdt meget af den gamle Mand; han døde en Nat under et voldsomt Tordenvejr, af et Hjerteslag eller af Lynet er uopklaret.

 

Var det Slægten Molbech, der prægede Plejemoder — jeg ved det ikke, men en Personlighed det var hun og af de betydelige.

Ukuelig Vilje og Energi, Pligttroskab, Orden, Sandhedskærlighed til det yderste kendetegnede al hendes Færd, vi Børn syntes, hun var streng, men følte os trygge under hendes Varetægt; først som voksne vurderede vi den Kærlighed, hun viste os, og som vi Børn ikke havde forstået. Der skal jo næsten overmenneskelig Kærlighed til for at favne en sådan Børneflok; men hvem, der har set hende pusle et lille Barn, var klar over, at det var i omhyggelige Hænder. Der var Præcision over Dagen. Op Kl. 630, øllebrød (med Klumper i) 730, derefter Morgenandagt, så drog de skolesøgende Børn af 750, et Stykke Rugbrød med Fedt var Frokostpakken, 2 Retter god Mad Kl. 1215, Mælkebrød eller Bygvandgrød med Kommen Kl. 530, og så vankede der. ikke mere udover et Stykke Fedtebrød eller Honningmad til de »store«, som var oppe til Kl. 9. Søndag Eftermiddag fik vi »Kaffe« og hjemmebagt Søndagskage, Kl. 530 Rugbrød og Sigtebrød sammenlagt med Smør og Mælk til; Juleaften fik vi Leverpostei imellem, og på vor Fødselsdag en Kop The og Smørrebrød, ellers blev der ikke gjort særlig Stads af den udover lidt Småpresenter Kammeraterne imellem. Men Julefesten! Selv her i mit eget Hjem synes jeg ikke, der er den Festglans over Juleaften som derhjemme hos Plejemoder den Gang.

 

Plejemoder syntes nu, vi var mest uartige den Dag, åh, men hvor var den også lang, og hun skulde bestandig igennem Spisestuen eller Legestuen, som den også kaldtes, med disse Hemmeligheder skjult under Forklædet, ind i Dagligstuen, hvor Juletræet stod. En kær Afbrydelse var de Besøg af den Tolstrupske Familie eller Klostervognen, som bragte alle disse små Kærlighedsgaver, som skulde lægges på Julebordet, der ikke var tildækket, hvorfor der blev kastet mangt et stjålent øje hen til det, når vi syngende gik om Juletræet. -  Risengrød og Steg fik vi Kl. 12, den rigtige Fest begyndte Kl. 5, Lyset slukkedes i Spisestuen, vi tog hinanden i Hånden og stod der musestille i Mørket, til Døren blev slået op til Herligheden; så sang vi: »Velkommen igen Guds Engle små, og den Aften var vi oppe til Kl. 10, en meget stor Begivenhed.

 

En anden stor Fest var Pastor Tolstrups Fødselsdag den 18. November, hvor det adelige Jomfrukloster gav Festmiddagen; hvor blev der ikke kigget efter den gamle Tjener JOHANNES med Trækvognen, og Glæden var stor, medens han afleverede Risengrød, øl, Smør, Kanel, Sukker, Kalvesteg, brunede Kartofler, Sauce og tilsidst 2 lange, hjemmebagte Sigtebrød. -  Eller glemmer nogen af os Skovturen pr. Høstvogn, hvor vi i Søndagspudsen allerede Kl. 10 kiggede efter Vognen, der var bestilt til Kl. 2. Når den så endelig var der, blev maden først anbragt, den eneste Gang der var rigtig »levendes Smørrebrød med, Kaffe med Kage var ellers det traditionelle Traktement på vore Skovture pr. »Horns Herred« den lille Damper, der løb mellem Roskilde, Gershøj, Selsø og anløb Boserup, ellers benyttede vi »Apostlenes Heste«.
---Så skulde Fru Jensen, Plejemoders Moder, have Plads, hun var meget svær, og når hun endelig var kommet op i Vognen ved Kuskens Hjælp, var hele Flokken ved at omkomme af Latter ved Bumpet ned i Halmen, som næsten begravede hende. Der blev sunget på disse Ture, Plejemoder elskede Sang og Musik, Instrument havde vi ikke andet end det i Struben, og det s k u l d e også bruges, enten vi vilde eller ej. Plejemoder sagde altid, »ethvert Barn kan synge, blot det vænnes dertil«. Lærer THIESEN var i flere År vor elskværdige Sanglærer om Aftenen efter endt Skoletid; det var særlig flerstemmige Sange, der dyrkedes. Sanglege var Plejemoder utrættelig til at lege med os om Søndagen og om Aftenen, når Skolebøgerne var lagt til Side.

Det var ikke underligt, at hun blev slidt op, for hvor arbejdede hun dog ikke! Det kan jeg som var hendes Medhjælperinde i 3 År bevidne. Vi var to til tyve Børn, hun var aldrig ledig, hun syede nyt, omforandrede brugt Tøj, som var Gaver, hun underviste de »store« i finere Håndarbejder om Søndagen, hun hørte Lektier. Om Sommeren lagde Bier og Have stærkt Beslag på hendes Kræfter, og altid havde hun dog Tid til Underholdning og Leg. Vi glemmer bestemt ikke, når hun læste Ambrosius eller Kong Reneés Datter, eller vi i Mørkningen sang – sang -  sang, og hun så pludselig kunde bryde af med »Hr. Premierløjtnant, jeg melder! « Træt er hun bestemt gået i sin Seng men Råd til Hjælp udover Vasken var der ikke, for spares skulde der, Budgettet skulde holdes indenfor 300 Kr. pr. Måned, jeg husker, vi måtte bruge 13½ øre pr. Barn daglig.

Men Underskud kom der, og engang et stort på 1700 Kr., hvor der endogså var Tale om at opløse Hjemmet, stor var Plejemoders Sorg; men Udveje fandtes som så ofte før. -  En af Plejemoders største Glæder var, da vore Børn kaldte hende Mormor, hun elskede vore Små, og var, syntes vi, langt mildere mod dem end os. Hendes Natur var »tre Skridt fra Livet, ikke omsværmet af Venne; men de trofaste, hun havde, forstod at værdsætte hendes retlinede Personlighed.

 

Ugift, ingen børn